Det er en ægte italiensk chokoladeelsker, der står bag Torino Chokolade. Franco Soldera har boet i Danmark siden 2003, men han har aldrig glemt smagen af barndommens luksuschokolade.

Jeg er vokset op med kvalitetschokolade fra Torino, og selv om jeg er glad for at bo i Danmark, har jeg altid savnet chokoladen fra min hjemegn, Piemonte, fortæller Franco Soldera, der i mange år har slæbt eksklusive gaveæsker med chokolade med hjem fra ferier hos familien i Italien.

Begejstringen hos de heldige modtagere af chokoladen har overbevist ham om, at kvalitetsbevidste skandinaver kan smage forskel på originaler og kopier. Også når det gælder chokolade. På den baggrund opstod tanken om at tilbyde sine nye landsmænd en bid af det søde italienske liv i form af den originale chokolade fra chokoladens hovedby, Torino.

Det var nemlig i Torino, ideen med at blande kakao og hasselnødder oprindeligt blev født tilbage i 1852, og de fine chokoladetraditioner lever endnu. Med sit indgående lokalkendskab har Franco Soldera fundet vej til de bedste producenter, små familieforetagender, der er kendt for råvarer af højeste kvalitet.

Med Torino Chokolade vil Franco også åbne vores øjne for, at Italien er meget mere end pizza, Fiat og fodbold. Torino er hovedby i Piemonte-regionen, der bl.a. er kendt for trøfler, Barolo-vin, Martini, Nutella og ikke mindst verdens bedste hasselnødder, der er en af hovedingredienserne i områdets legendariske chokolade.